Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
der gik Mumlen over Landet, at den hele Rettergang var
Spilfægteri.
Chapuis havde Ret. Fra først af havde alle troet den
frygtelige Anklage. Anna var forhadt, og Folket undte
hende alle Ulykker. Man troede alt ondt om hende. Men
Dagene gik, og Retshandlingen i Westminster var
offentlig. Man hørte Anklagen, men saa ingen Vidner; man
hørte Ofrenes skarpe Protest, kun Tjeneren tilstod. Man
hørte Dommen uden at forstaa, hvorfor der dømtes, thi
der forelaa ikke Skygge af Bevis. Og den Følelse for de
svage, der lider Uret, som fra Arilds Tid har været
tilhuse hos det jævne Folk, steg langsomt frem.
Der mumledes paa Torvene, der taltes højt i Krogene.
Stemningen var ved at vende sig, og Cromwell forstod,
at dette maatte endes hastigt.
Værst af alt var det, at Kong Henrik selv udæskede
Folkets Dom. Han bar sine Horn med Lethed og
Anstand, skrev Chapuis. Og saaledes var det. I Biskoppen
af Carlisles Palads stod Henrik omgiven af skønne
Damerved et pragtfuldt Gæstebud. Biskoppen, en gammel,
svagelig Mand af Wolseys Skole, en Ven af Vin og
Musik af Kunst og Literatur, forsøgte efter Evne at
adsprede sin høje Gæst, og Kongen gjorde ham denne Gerning
let.
Bænket i Hallen ved det rigt dækkede Bord spøgte
han og lo; kranset med Roser smilede han til de skøn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
