Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
De fleste havde fra først af anset hende for skyldig.
Folket led hende ikke, de skyldte hende for de onde Aar,
der havde ramt Landet. De erindrede endnu, hvorledes
en talløs Skare af Kvinder og Mænd, inden Kongen
endnu havde taget hende til Hustru, havde stormet hendes
Hus ved Themsen for at myrde hende og hun med Nød
og næppe var undsluppen i en Baad til Flodens
modsatte Bred. Hendes Venner var faa og fandtes mest
blandt dem, der i Smug hyldede den nye Lære, men selv
disse tvivlede paa Dronningens Rettroenhed og
Gudfrygtighed.
Døren for Hallens Midte blev slaaet op, og alles Øjne
vendtes imod den. Over Tærskelen traadte nu nogle
Mænd af Vagten, der med blanke Hellebarder stillede
sig paa hver Side af den aabne Dør. Konstablen af
To-wer, Sir William Kingston, og Towerlieutenanten, Sir
Edmund Walsingham, skred nu frem. Midt imellem
dem gik Anna, klædt i kongelig Pragt med Guldkrone
paa sit Hoved, og bag hende gik fire af hendes Damer,
deriblandt Lady Kingston og Lady Boleyn.
Anna gik hen over Gulvet med hævet Hoved, ikke som
en Fange, der førtes for sine Dommere, men som en
Dronning, der skred gennem Hallen for at tage Plads i
Tronen ved sin Husbonds Side. En let Rødme farvede
hendes Kinder, da hun bøjede sig værdigt, men
ærbødigt for Dommerne, med den samme Holdning,
hvormed hun ved Kong Frans’ Hof havde lært at hilse høje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
