Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
Menneskers Tunger har talt. — Over hanv Grav skulde
staa hugget i Granit de faa Ord: Her hviler Thomas
Wyatt, der forraadte den, han elskede. Bær over med
ham, han var Digter!
Han digtede sin egen Gravskrift, For Helvede! det var
jo hende, der skulde dø. Han den ædle, ærlige Mand
skulde leve. Bøddelen var jo hans Hjerteven. Bøddelen
var Cromwell — vist saa! Nej han,Thomas Wyatt, var
Annas Drabsmand, og han kunde ikke som Cromwell
sige, at hendes Blod blev udgydt af Nødvendighed. Thi
for Poeten gives ikke Nødvendighed, men kun Ord, Ord,
Ord!
Wyatt pressede sine Hænder mod sine Tindinger,
medens Blodet susede for hans Øren. Det lød med Ordaf
ham selv:
»Vaagn, min Lut, for sidste Gang, skønt spildt er din
Klang, som min Sang var spildt! Kling ud og ti, naar
Sangen dør i den store Stilhed, og alt er forbi — saa
kommer Angeren, hører du, Angren; saa vil du gribe, og
kan ikke gribe Elskovs Lykke, fordi dine Haar er hvide,
din Kind rynket og din Elskede død —
Vaagn, min Lut, for sidste Gang, skønt spildt er din
Klang, som min Sang var spildt — Kling ud og ti! —
Lad Sangen dø i den store Stilhed — Alt er forbi.«
DigterenThomasWyatt knuste sin Lut — usynlig som
den var i hans hævede Haand, mod Beauchamp Towers
kolde Stenmur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
