Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Immanuel Kant og den kritiske Filosofi - Biografi og Karakteristik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V. Immanuel Kant og den kritiske Filosofi. 51
dighed og antager ikke, at den har Grænser. Den første Fi
losofi er derfor stedse dogmatisk, d. v. s. den anstiller ingen
Prøvelse af de Grundbegreber og Grundsætninger, hvorfra
den gaar ud, men stoler trygt paa dem og mener ved deres
Hjælp at kunne løse alle Gaader. Naar Dogmatikerne komme
i Strid med hverandre, kommer der naturligt en skeptisk Pe
riode, i hvilken man tvivler, om der idethele kan gives gyldig
Viden. Men den kritiske Filosofi sætter sig saa den Opgave
at dømme Dogmatikere og Skeptikere imellem ved metodisk
Prøvelse af Betingelserne for Videnskab og Undersøgelse af,
paa hvilke Omraader disse Betingelser er tilstede. — Det er,
som Titelen paa Kants Hovedværk viser, ikke al Videnskab,
han vil undersøge; den, der blot grunder sig paa Erfaring, f.
Ex. beskrivende Naturvidenskab og Psykologi, drager han
ikke ind med.
Foruden Wolff og Hume have, som allerede sagt, Newton
og Rousseau øvet en dybtgaaende Indflydelse paa Kants Ud
vikling. — Isaac Newton (1642—1727) stod for ham som
Mønster paa den strenge naturvidenskabelige oP^atte^se a^
Verden. I sine Principia philosophice naturalis mathematica
(1687) havde Newton givet det største Exempel paa exakt,
Induktion og Deduktion forbindende Videnskab. Udgaaende
fra den Erfaring, at Tyngden er større i Dalene end paa
Bjerghøjderne, og at Legemer, der kastes i Vejret, falde ned,
formodede han, at ogsaa Planeterne ere tunge, og at de kun
afvige saa meget fra den Retning, de ifølge Inertisætningen
vilde bevæge sig i, som den paa Jordens Overflade af Galilei
paaviste Faldlov angiver. Han drog saa de matematiske Kon
sekvenser af denne Formodning og viste endeligt, at Resul
taterne af denne Deduktion stemmede med lagttagelserne.
Planeterne bevæge sig altsaa efter samme Lov som Legemer,
der kastes i Vejret fra Jorden. Og af denne Antagelse kunde
saa de af Kepler paa Grundlag af Tycho Brahes lagttagelser
udfundne Love (bl. a. Loven om Planetbanernes elliptiske
Form) udledes. Det blev nu Kants Opgave at finde, hvilke
Forudsætninger Newton’s Videnskab hvilede paa, og under
søge, hvorvidt disse Forudsætninger kunde bevises. Men han
4»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
