Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Fiolinen, imellem længere Strøg, diverterede med
korte Staccatoløb, og man ordnede Noderne. Jeg
husker, hvorledes deres Øjne siden mødtes,
hvorledes de saa’ paa Tilhørerne, medens disse toge
Plads, og hvorledes de, idet de skulde til at
begynde, vekslede et Par Ord med hinanden. I
samme Øjeblik antog hans Ansigt et strengt,
alvorligt og yderst sympatetisk Udtryk og, idet han
opmærksomt lyttede til de Toner, han aflokkede
Instrumentet, gjorde han forsigtig nogle kraftige
Strøg med Buen. Klaveret svarede ham. Og saa
begyndte de.
Pösdnyschev holdt inde og gjentog flere Gange
i Træk sin ejendommelige Lyd. Ligesom han
vilde til at fortsætte, begyndte han pludselig at
snøfte stærkt igjennem Næsen og holdt paany
— De spillede Bethovens Kreutzer-Sonate,
vedblev han. — Kjender De det første -presto? Uh!
U h! Det er et frygteligt Stykke, denne Sonate.
Især denne Del. Og i det hele taget er Musik en
frygtelig Ting. Hvad er det egentlig? Jeg forstaar
det ikke. Hvad er egentlig Musik for noget? Hvad
er dét, den gjør ved en? Og hvorfor gjør den
dét ved én?
Det hedder sig, at Musik virker opløftende —
Vrøvl! Det er slet ikke sandt! — Den virker, —
ja, den virker frygteligt — jeg taler her om mig
selv — men aldeles ikke opløftende. Den virker
hverken opløftende eller nedtrykkende, men op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
