Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
!27
roligt; ikke spor af optat sad han der og
kiged videre paa Drachmanns vers.
Jarmann sendte ham et underlig ondt,
formelig giftigt blik, fuldt af foragt og
medlidenhed, blandet med misundelse og had.
Det kogte i ham —: saa han forstod ikke,
at det var vakkert! han følte altsaa ikke noget
ved disse linjer, der havde grebet ham slig! . . .
følte altsaa slet ikke som ham! — Nej
naturligvis! ... at han ikke havde forstaat det før
nu! Denne alvorlige, bra, flittige gut, som
altid kunde sine lektier paa skolen, og
bestandig talte saa absolut fordømmende om al
usædelighed — det var jo klart som dagen:
han havde selv aldrig havt trang til at gjøre
noget galt og kunde derfor heller ikke forstaa
det hos andre . . .
Og han stirred og stirred paa dette rolige,
alvorlige, men, som det nu forekom ham, saa
aandløst fortørkede ansigt, og medlidenheden
og foragten og misundelsen og hadet kogte
derinde i ham sammen til en eneste følelse af
voldsom modbydelighed. Men saa taalte han
ikke at sidde der mere og se paa ham, han
flk formelig lyst til at myrde ham —:
— Klokken er mange, jeg maa ud i byen
et ærende, sa han nervøst og rejste sig; jeg
skulde netop til at gaa, da du kom.
— Ja, Henschen skulde ogsaa hjem igjen;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
