Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287
mødte jeg Jarmann og vi gik opover igjen
og jeg fortalte ham det.
Han hørte paa det og blev saa gaaende
og se ned i gaden uden at sige noget. Det
smitted; jeg gjorde uvilkaarlig det samme, og
vi blev gaaende der ved siden af hverandre,
tause, med trætte apathiske ansigter som to
ensomme slagne mænd — op til
universitetsbibliotheket — og ned til Grand; op igjen —
og ned igjen . . . indtil klokken var tre,
musiken forbi, og menneskene borte.
Saa forlænged vi turen helt ned til
posthuset. Der skiltes vi, han for at gaa hjem,
jeg for at gaa til Ingebret.
Men først blev jeg staaende og se efter ham.
Han gik fort. opover, men ikke rask, ikke
med det sædvanlige spænstige i gangen. Og
skuldrene, ellers nervøst optrukne naar han
skyndte sig, var slapt sænkede.
— Ja, vi kunde gjerne lægge aarene ind!
Jeg vendte mig om for at gaa nedover
Kirkegaden. En liden fillet fattiggut paa en
9, 10 aar stod plantet paa sine to ben midt i
gaden med hænderne i buxelommen og saa
paa mig. Han havde ingen frak. Det lidt
forsultne, blege ansigt med opstoppernæsen
og de kvikke blaa øjne, som kikked frem
under den gamle skothue, havde noget ægte
gaminmæssigt ved sig, som tiltalte mig, og
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
