Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247
falde hende om halsen og kysse hende . . . kysse
hende paa munden, paa panden, paa
tindingerne, paa øjnene, paa hænderne, overalt,
overalt. Aa, han skulde kysse hende saa
hun skulde bli saa angst, saa angst — saa
angst, at hun pludselig skulde forstaa at nu
saa hun ham for sidste gang.
Og saa vilde han rive sig løs og flygte. . . .
Og hvor fortvivlet hun saa blev naar hun
fik vide at han havde gjort det; hun vilde ialfald da
ha den trøst at han havde holdt af hende, holdt
forfærdelig meget af hende ligetil det sidste. . . .
Men nu fik hun ingenting vide. Gud,
det var synd men der var ikke noget at gjøre
ved det. Herregud, det var ikke hans skyld.
Det lod sig ikke gjøre. Endnu for et par
dage siden havde han trod at det lod sig
gjøre. Det var da han havde vist hendes
sidste brev til Helmer og Johnsen. Helmer
havde skjældt ham ud: „det var oprørende
at han ikke skrev . . . det var barbarisk . . .
det var . . . det var . . . kort sagt: det gik
ikke an, han fik værsgod sætte sig ned og
skrive med det samme".
Og Johnsen havde siddet og hørt paa og
ingenting sagt; men da han saa hen paa ham
havde han nikket paa sin egen tause maade. . . .
Og saa havde han pludselig sagt „ja han
vilde skrive" — og bedt dem gaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
