Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XXXVI.
Ved elvetiden vaagned Jarmann, vendte
sig i sengen, gned sig i øjnene, gabte og saa
sig om i det lille værelse — hvad mon klok
ken var? . . .
Pludselig gik det op for ham at dette
vat-hans sidste dag. Han blev med ét lys vaagen,
hopped ud af sengen, rulled gardinet op og
saa ud i det trange gaardsrum. Deroppe over
tagene var der sol og vaarglans i luften —
og det begyndte at gjære med
vaarfornem-melser inde i ham ogsaa. — Han smilte
sorgmodig —: nu skulde alting til at leve op;
bare han, han alene skulde dø midt i vaaren . . .
Blodet skjød raskere fart gjennem aarerne
— det var som om hans unge legeme
revolterte sig imod dødstanken. — Og han grebes
af medlidenhed med dette unge legeme som
idag sprat af liv og kraft men imorgen skulde
overgives til forraadnelsen. Stille vemod sneg
sig ind over ham og betog ham, og han blev
staaende der ved vinduet i den hvide nat-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
