Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3T5
Jarmann betænkte sig lidt —: Anej, sa
han saa, du har ret! Det er dog dejligt at
kunne gi sig hen. — Hils Herman fra mig.
Han har sagt mig saa mange væmmelige ting
i det sidste, men hils ham alligevel. — Og han
gik til døren.
De andre blev siddende, undtagen
Hjalmar som fulgte med for at lukke ham ud.
Men henne ved døren stansed Jarmann
og vendte sig om igjen. Der gik en nervøs
skjælven igjennem ham —:
— Jeg ved at jeg dræber min mor med
det samme, men . . .
Stemmen svigted, han kunde ikke sige
mere, bare trak skuldrene i vejret og hylled
med en næsten krampagtig bevægelse
kappen om sig. Tog saa i klinken og vilde gaa,
men vendte sig endnu engang og sa —: Du
Woll! følg mig ud.
Og dermed gik han, fulgt af Hjalmar.
Woll rejste sig og gik efter. Ude i
entréen fandt han Jarmann alene, Hjalmar var
gaat ud paa trappegangen. Jarmann greb
hans haand, trykked den varmt og længe i sin
men sa ingenting. Og Woll sa heller
ingenting. Taust som de havde levet sammen, sa
de hverandre farvel. De blev staaende der i
mørket holdende hverandre i haanden, vist et
helt minut. Indtil pludselig Jarmann trak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
