Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN NYBAGTE HOVEDSTAD OG UNIVERSITETSBY
Endog i sin«; mest løsslupne øieblikket havde det attende aarhundrede bevaret
en snev af engelsk korrekthed og fransk elegance. Nu var baade korrektheden og
elegancen forduftet, og tilbage stod bare løssluppenheden i hele sin nøgenhed.
En Kristianialove fra tvvcaarene var en latterlig provinslaps med alle
kjende-mærker paa at være bleven til nordenfor folkeskikken. Han var ligesaa naragtig i
sin klædedragt som smagløs i sit kurmageri og raa i sine indfald.
Der er en bekjendt anekdote fra den tid, soin bedre end alt andet viser,
hvad der kunde præsteres:
Paa en løkke ude ved Frognerkilen vnr der en sommerdag stort selskab.
En løitnant, som pleiede at komme der i buset, var ved denne leilighed ikke bleven
buden, og i sin ærgrelse herover besluttede han at hævne sig. Han vidste, at efter
bordet pleiede man at ro ud paa vandet, og i den anledning lagde liau sig paa lur
nede ved stranden. Selskabet kom ganske rigtig ned til sjøen; baaden blev fyldt
baade af damer og bener; men neppe havde den lagt fra Lind, før løitnanten rev
klæderne af sig, sprang i vandet, svømmede ud til baaden, hilste paa damerne og
begyndte en konversation, paradisisk antrukken som han var. Det var den fine
liævn, han havde udtænkt. Til straf blev han »forvist« til Kongsvinger fæstning, og
da han ved afreisen spurgte sin overordnede, hvorlænge fonisningen skulde vare,
fik han det humoristiske svar: »Til isen lægger sig^. Jlere blev der ikke gjort af
den hele skandalhistorie.
Hvor kulturen er saa fersk som i datidens Kristiania, bliver selskabslivet en
karikatur af, hvad «lot egeutlig bør være. Folk som den badende løitnant og hans
ligemænd tillader sig, hvad det skal være; man mangler «let korrektiv, som i stilhed
udøves af en sikker og harmonisk dannelse.
l’lider saadanne «nnstændigheder falder selskabslivets deltagere i to klasser:
de, som slet ikke generer sig, og ile, som generer sig altfor meget. De sidste er i
majoriteten, og de giver alle sammenkomster sit præg.
Man tør ikke være fri og naturlig af frygt, for at vække anstød; man bliver
usikker af forlegenhed, stiv og tvungen af lutter >■ vel opdragenhed ’ , og resultatet af
det hele er en almindelig tombed og kjcdsommelighed.
Skarpt og rammende karakteriserede Welhaven den nybagte hovedstads
selskabelighed, da hau i 183-t skrev: . Denne tilstand eller, maaske rettere, denne
mangel paa tilstand ytrer sig for iagttageren fast i ethvert træk af vore selskabelige
sammenkomster. Overalt sporger man om nyt og klager over, at der intet ordentligt
passerer. Man tager da fat paa familjekronikeii med alle dens smaaligheder. Don
moderne stræben giver sig luft i halve manerer, i hule fremtvungne theaterrecensjoner
eller, hvor en dilettant gives, i endeløse kunstbeniærkninger, der forudsætter den samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
