Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Jørundgaard - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Med ett spurte Ragnfrid ut i stilheten:
«Sover du, Lavrans.»
«Nei,» svarte manden. «Jeg hører paa Ulvhild. Gud
vil hjelpe det uskyldige lammet sit, hustru — det tør
vi ikke tvile paa. Men det er langsomt at ligge her
og bie —.»
«Gud,» sa Ragnfrid fortvilet, «hader mig for
synderne mine. Børnene mine har det godt, der de er, det
tør jeg ikke tvile paa, og nu er vel Ulvhilds time
kommet og — men mig har han forkastet, for mit hjerte er
et øglerede av synd og sorg —.»
Da tok det i døren — Sira Eirik steg ind, rettet sin
vældige krop, der han stod og bød med sin klare, dype
røst: «Gud hjelpe dere herinde!»
Presten stillet skrinet sit med lægedomssakerne i
for sengetrinet, gik frem til aaren og øste varmt vand
over sine hænder. Saa tok han et kors frem av barmen
sin, hugget med det til alle fire hjørner i stuen og
mumlet noget paa latin. Deretter aapnet han ljoren saa lyset
kunde strømme ind i stuen, gik bort og saa paa
Ulvhild.
Kristin blev ræd han skulde finde hende og jage
hende ut — der pleiet ikke meget at undgaa Sira Eiriks
øine. Men han saa sig ikke om. Presten tok en flaske
ut av skrinet, hældte noget av den ut paa en tull
finkardet uld og la det over Ulvhilds mund og næse.
«Nu vil hun snart lide mindre,» sa presten. Han gik
bort til Lavrans og stelte med ham, mens han lot sig
fortælle, hvordan ulykken var hændt. Paa Lavrans var
to ribben brukne og han hadde faat saar i lungerne;
dog mente presten det var ikke farlig med ham.
«End Ulvhild,» spurte faren sorgfuldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
