Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Husaby - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
315
ham, mens hun sank og sank i sin ulykke — seiv naar
hun ropte uten at tro, hun skulde bli bønhørt. Det
var som svarte sjøen hadde styrtet over hende — nu
løftet baarerne hende mot en sælhet saa underlig og
søt, hun visste, den vilde bære hende ut av livet —.
«Tal til mig, Lavrans,» bad hun sagte. «Jeg er saa
træt —»
Manden hvisket:
«Venite ad me, omnes qui laborate et onerati estis.
Ego reficiam vos*) — har drotten sagt.»
Han skjøv en arm ind under hendes skulder, drog
hende helt ind til sin side. De laa litt, kind indtil
kind. Saa sa hun sagte:
«Nu har jeg bedt Guds moder bede for mig den
bøn, at jeg maa ikke leve efter dig, husbond min, i
aar og dag.»
Hans læber og hans øienhaar streifet hendes kind
i mørket smaat som fryvilvinger:
«Ragnfrid min, Ragnfrid min —»
VIII.
Kristin sat hjemme paa Husaby denne høsten og
vinteren og vilde ingensteder fare — hun skyldte paa
at hun var ufrisk. Men hun var bare træt. Saa træt
hadde hun aldrig været før i sit liv — træt var hun
av at være lystig og træt av at sørge og mest træt
av at grunde.
Det blev bedre naar hun hadde faat dette nye bar
net, tænkte hun — hun længtet saa forfærdelig efter
*) Kommer til mig, alle som arbeider og er besværede.
Jeg vil give eder hvile.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
