Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Husaby - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332
net støtt og mildt. Da Kristin kom ut i tunet, kjendte
hun i det blide søndendrag muldlugten fra nypløiede
°g gjøslede akrer. Bygden laa brun under vaarregnet,
luften blaanet mellem de høie fjelde, og skodden drev
halvveis oppe i lierne. Det pinglet av smaabjelder fra
lundene langs den vandmætte, graa elv — gjeteflok
ken var utsluppen og gik og nippet i de knopfulde
kvister. Det var slikt veir som altid hadde frydet hen
des fars hjerte, slut paa vinter og kulde for folk og
for fæ, bølingerne forløste fra trange, mørke fjøs og
knap næring.
Hun saa straks paa farens ansigt at nu var døden
meget nær. Han var snehvit rundt om næsevingerne,
blaaagtig paa læberne og omkring de store øine, haa
ret hadde delt sig og laa i fugtige strenger om den
brede duggede pande. Men han var ved fuld samling
nu og talte klart, omend langsomt og med svakt mæle.
Husfolket gik frem til leiet en efter en, Lavrans tok
dem alle i haanden, takket for deres tjeneste, bad dem
levvel og tilgi ham, dersom han nogensinde hadde for
brutt sig mot dem paa noget vis, han bad dem min
des ham med en bøn for hans sjæl. Saa tok han av
sked med sine frænder. Døtrene bad han at de skulde
bøie sig ned, saa han kunde kysse dem, han ønsket
Guds og alle helliges velsignelse over dem. De graat
bitterlig begge to, og den unge Ramborg kastet sig
ind i søsterens arme. Sammenslyngede gik de to Lav
ransdøtrene bort til sin plads ved farens fotgjærde, og
den yngste blev ved at graate ind mot Kristins bryst.
Erlends ansigt bævret, og taarerne løp nedover hans
kinder, da han løftet op Lavrans’ haand og kysset den,
mens han sagte bad sin hustrufar tilgi sig alt han
hadde brutt imot ham i alle aar. Lavrans sa, det gjorde
han av fuldt hjerte, og han bad Gud være med ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
