Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
409
Erlend ind, vaabenløs og reiseklædt. To fremmede
svender blev staaende nede ved døren.
Han tok de ældste sønner i haanden og løftet de
mindste i sine arme, mens han spurte hvor Gaute var
henne: «— men du faar hilse ham, Naakkve. Han er
vel strøket tilskogs med buen sin som han pleier. Si,
han kan gjerne faa ha den engelske fotbuen min alli
kevel, som jeg negtet ham isøndags.»
Kristin knuget ham indtil sig uten at si noget.
«Naar kommer du tilbake, Erlend, ven?» hvisket hun
bønlig.
«Det blir naar Gud vil, hustru min.»
Hun stod tilbake, kjæmpende for ikke at bryte sam
men. Han pleiet ellers aldrig at tale til hende ander
ledes end at han kaldte hende ved døpenavnet hendes,
og disse hans sidste ord rystet hende ind til hjerte
røtterne. Det var som hun først nu fuldelig skjønte,
hvad her var hændt.
Ved soleglads leite sat Kristin oppe i haugen nord
for husene.
Hun hadde aldrig set himmelen saa rød og gylden
før. Over aasen midt imot laa en stor sky; den hadde
form som en fulgeving, det glødet i den som jern i avlen,
det lyste klart som rav. Smaa gyldne fnug som fjær
løste sig op og svam ut i luften. Og dypt nede paa
sjøen i dalens bund laa en speiling av himmelen og
skyen og aasen derover — det syntes som det skulde
være nede der fra dypet at brandskjæret flommet op og
la sig over alt hun saa.
Græsset i engene var utvokset, og straaenes silke
haler skinnet mørknende rødt under det røde lys fra
himmelen; byggen hadde skutt aks og fanget glansen
paa de unge silkeblanke snerp. Gaardens hustak bug-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
