Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
497
om at sætte ind hestene. Han vendte sig mot Erlend —
manden stod, underlig lam i miner og holdning. «Jeg
skal komme ind om litt. Vi faar — friste at late som
dette var utalt, Erlend — for vore hustruers skyld. Men
saa meget skjønner kanske du ogsaa — du var den
sidste mand paa jorden som jeg vilde — skulde visst
om — dette. Og glem ikke, at jeg er ikke saa glemsom
som du er!»
Døren deroppe gik igjen; gjesterne kom ut i flok og
følge, Kristin var med dem, og hendes terne som bar
lygten.
«Ja,» flirte Munan Baardssøn, «det er langt paa nat
ten alt — og disse to folkene her tænker jeg længter
svært efter sengen —»
«Erlend. Erlend. Erlend.» Kristin hadde kastet sig
ind til ham i samme nu de stod alene indenfor lofts
døren. Hun smøg sig haardt og tæt ind imot ham.
«Erlend. — Du ser sorgfuld ut —» hvisket hun for
skrækket, med de halvaapne læber nær oppe mot hans
mund. «Erlend?» hun tok om hans tindinger med begge
sine hænder.
Han stod litt med armene løselig lagt omkring hende
Saa, med en sagte kvidende lyd i strupen, krystet han
hende til sig.
Simon gik bortover til stalden — han vilde sagt noget
til Jon, men han glemte det underveis. En stund stod
han i stalddøren og saa op mot maanedisen og sne
drysset — nu begyndte der at falde større filler. Jon
og Ulf kom ut og stængte bak sig, og de tre mænd gik
sammen over mot det huset, hvor de skulde sove.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
