Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Frændsømd — - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
«Trængs det,» spurte Simon. «Jeg talte jo med
Vidar og de —»
«Like godt at du gjør det,» sa Erlend. «Seiv mel
der tidenden her. La dem ikke faa noget at si dig
paa —»
Solen var under aasen nu, kvelden blekt graablaa,
men lys endda. De red langs en bæk, indunder bjerke
trær som var endda mere lodne av rim end skogen
ellers; der var en tev av raa frosttaake i luften her
nede, saa aanden kunde støkke i halsen paa en mand.
Erlend gren utaalmodig over den lange kulden som
de hadde hat og over det kolde ridt som laa foran
dem.
«Du har nu vel ikke trosset ansigtet dit, maag —»
han tittet bekymret ind under Simons hætte. Simon
gned sig over ansigtet — frosset det hadde han ikke,
men han var noget blek, der han red. Det klædte ham
ilde, for hans store, fetlagde ansigt var meget veir
slaat og rødsprængt, og blekheten satte sig utover i
graa skjoller og gjorde hamleten likesom uren.
«Har du set en mand forke møkk med sverdet sit,»
sa Erlend — han brast i latter ved mindet, lutet frem
over i sadlen og eftergjorde rørslen «— som han der
Alf — det er gjild kar til lensmand, det! Du skulde
set Ulf leke med sverd, Simon — Jesus, Maria!»
Leke — jo nu hadde han da set Erlend Nikulaus
søn i den leken. Igjen og igjen saa han sig seiv og
de mændene tomle der borte ved aaren, som bønder
hugger ved og kaster høi — Erlends smekre, lynsnare
skikkelse ind mellem dem, hans forte blik, sikre
haandledd, mens han danset med dem, raptænkt, vaa
benøvet —.
Det var mere end tyve aar siden den tiden, da han
seiv hadde gjældt for en av de fremste i vaabenfær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
