Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Frændsømd — - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
tende klang i hans stemme. «Det synte hun her ihøst,
da sønnen vor var syk, at hun er en trofast søster;»
mælte han alvorlig — men saa kom den lille tonen
av gjøn igjen: «Nu, Erlend, har vi holdt tro med
hinanden, slik som vi svor, da vi la vore hænder sam
men i Lavrans’ og lovet at staa med hinanden som
brødre —»
«Ja,» sa Erlend troskyldig. «Jeg er glad for dette
dagsverket, jeg og, Simon maag.» En stund sat de
begge tause. Saa rakte Erlend likesom prøvende en
haand frem mot den anden. Simon tok den, de kry
stet hinandens fingrer haardt, slåp og krøp sammen,
hver i sit sæte, litt undselige.
Omsider brøt Erlend tausheten. Længe hadde han
sittet med haken i sin haand og stirret ind i aare
ilden, hvor nu bare en og anden liten lue blafret, flak
ket op, lekte litt og spillet bortover de forkullede ved
skier som brast og sank sammen med smaa skjøre suk.
Der var snart bare svarte kul og glomørje igjen av
baalet.
Erlend sa ganske sagte:
«Saa høisindet har du møtt mig, Simon Darre, at
jeg tror faa mænd kunde være din like. Jeg — jeg
har ikke glemt —»
«Ti! _ Du vet ikke, Erlend —. Det vet alene Gud
i Himmerike,» hvisket han ræd og pint «— alt som
bor en mand i hugen —»
«Det er saa,» sa Erlend like sagte og alvorlig. «Vi
trænger vel alle — at han dømmer os med miskund —
— Men mand faar dømme mand efter hans færd.
Og jeg — jeg —. Gud lønne dig, maag!»
Siden sat de dødstause — turde ikke røre sig for
ikke at bli skamfulde.
Til Erlend medett lot sin haand falde ned paa knæet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
