Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skyldnere - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
hvile indimellem paa bænken mellem skorstenen og
døren ind til samtalehallen. Saa sat de og længtet efter
det og kvalte gjespingen.
Det kunde hænde at kongen gav sig i snak med dem
— det hændte ikke ofte, men da var han usigelig venne
sæl og vindende. Eller han læste høit ut av boken en
sentens eller nogen staver av et vers som han tykte de
unge mænd kunde faa nytte eller helsebot av at høre.
En nat var han seiv vaagnet av at kong Haakon ropte
paa ham — i nidmørke; kjerten var brændt ut. Elendig
av skam fik han blaast liv i glørne og tændt et nyt lys.
Kongen laa og smilte saa lønsk:
«Snorker han Gunstein altid saa forfærdelig?>
«Ja, herre!»
«Du deler seng med ham i herberget og, tror jeg?
Du kunde næsten med rimelighet kræve at faa til senge
fælle en stund nogen som braaker mindre med at sove?»
«Tak, herre — men det gjør ikke mig noget, herre
konge!»
«Du maa nu vel vaagne du, Simon, naar denne tor
slaatten bryter løs like indpaa øret dit — gjør du ikke
det?»
«Jo, eders naade, men saa gir jeg ham en dult og
snur paa ham litt.»
Kongen 10.
«Undres om dere unge mænd skjønner paa at slike
sovehjerter er en stor Guds gave. Naar du kommer i
mine aar, Simon ven, kanhænde vil du da mindes disse
ordene mine —.»
Det var endeløst fjernt — klart allikevel, men ikke som
det skulde være ham som sat her, som. hadde Været den
unge kjertesveinen —.
En dag først i advent, Kristin var næsten alene paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
