Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skyldnere - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
Ulf Haldorssøn bort til sig. Hun bad ham gaa ned
til Isrid paa jordet og be hende komme op til husfruen
i den gamle vævstuen.
Ulf sa: «Du maa sende bud til Ranveig paa Ulvs
volden og til Haldis prestsøster, Kristin — mest søm
melig vilde det være om du kunde faa sendt efter Astrid
og Ingebjørg fra Loptsgaard til at ta styret i stuen —»
«Der er ikke tid til det,» sa Kristin. «Jeg kjendte
de første rierne alt før non. Gjør som jeg sier, Ulf —
jeg vil bare ha mine egne terner og Isrid med mig.»
«Kristin,» sa Ulf alvorlig, «skjønner du ikke, der kan
komme meget vond snak ut av det, kryper du i skjul
mat —»
Kristin lot armen falde tungt hen over bordet. Hun
lukket øinene.
«Saa faar de snakke som snakke vil! Jeg orker
ikke se de fremmede konerne om mig mat —»
Næste morgen sat de store sønnerne og tidde stille,
sat og saa ned, mens Munan snakket og snakket om
den lille broren som han hadde set paa morens arm
nede i vævstuen. Tilslut sa Bjørgulf at nu trængte
han ikke tale mere om det.
Kristin bare laa og lyttet — hun syntes seiv hun
sov aldrig saa fast at ikke hun lyttet og biet.
Hun stod op av sengen den ottende dag, men kvin
derne som var hos hende skjønte, hun hadde det ikke
godt. Hun frøs og hun fik hetebyger; den ene dagen
flommet melken av hendes bryster saa klærne blev gjen
nemvætet; næste dag hadde hun ikke mætten til barnet.
Men hun vilde ikke lægge sig nedpaa igjen. Barnet
slåp hun ikke ut av sine arme — hun la det aldrig i
vuggen, men om natten hadde hun det med sig i sen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
