Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: Viola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betaling. Du bliver først gnaven, saa smiler
Du derover. Du begiver Dig atter paa Vej,
Luften blæser Dig temmelig kold imøde, det
er stjerneklart uden Maaneskin. Alle Aftenens
Farver ere forsvundne, Havet langt borte gaar
i Et med Luften, Horizonten har et orangegult
Anstrøg. Du stirrer ind i den, Du ærgrer Dig
over at være naglet til den Jord, Du træder paa,
og at stolpre om i det snævre Rum, i hvilket
din Skjæbne har lukket Dig inde, Du ser
Luftkasteller rejse sig og synke langt borte i
Horizonten. Alt er mørkt, ingen Lyd høres, da
Stilheden pludselig afbrydes af en Hund, hvis
rasende Gjøen følger dine Skridt en hel
Fjerdingvej. Tilsidst bliver den træt og Alt er atter
roligt indtil Du naar en Kilde, hvis rislende
Klang tager sig’ ypperlig ud i Stilheden. Du
gaar ind i en Skov, Du ser kun hvide, lyse
Stammer og Mørke rundt omkring dem. Hvert
Øjeblik rasler det ved Siden af Dig; det er
Blade der faldt, eller Raadyr, der for op fra
deres Leje; Du ser et lille hvidt staa iagttagende
noget borte og to brune stikke Hovederne
lyttende frem. Det er nydeligt at se, men det
Bedste er den balsamiske, friske, krydrede Luft,
Du bestandig indaander. Af og til hører Du
en Nattergal ; klare, forunderligt attraaende
Fløjtetoner. Her er et Ellekrat. De tætte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
