Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: De lystige Koner i Windsor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han saaledes dem imellem, at Sætningen i hans
Mund kommer til at lyde: Watch to-night, pray
to-morrow! Inat ville vi vaage, imorgen ville vi
bede. — Den berømte Ridder, som fører dette
Mærke i sit Skjold, har ved den sidstopførte
Operette «De lystige Koner i Windsor» betraadt
det kongelige Theaters Brædder, om end i en
meget travesteret Skikkelse. Her et Par Ord
til hans tidt besungne Glorie.
Falstaff er uden Sammenligning den første,
lystigste, kompakteste, mest komiske
Komediefigur, der gives. Denne hans tætte og solide
Morsomhed, denne Uendelighed af Latterstof i
hans Person kan blandt Andet oplyses derved,
at man viser, hvorledes han har slugt Alverdens
— ikke Visdom; thi den gjør sjældent Folk
hverken fede eller lystige, men Alverdens øvrige
mest komiske Personer. De dramatiske
Karakterer kunne sammenlignes med de Soldater, som
Børnene lege med. De mindste Børn maa nøjes
med saadanne, der ere malede paa Papir,
klistrede paa Pap, og som bestandig kun lade
sig se i én Profil; de ældre Børn faa
rigtige Tinsoldater, der dog have saamegen
Tvesidighed, som to Profiler uundgaaeligt føre
med sig, men kun de Lykkeligste opnaa det
Held at faa egentlige massive Soldater, der taale
at ses baade forfra og bagfra, og som have alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
