Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Shakespeare: De lystige Koner i Windsor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arto trogus og Pyrgopolinices, Snyltegjæsten og
den storpralende Soldat. Falstaff tager dem
hver i sin Lomme. Som den første lader han
sin Patron betale Regningen og forlyster ham
til Gjengjeld med sine vittige Indfald. Ligner
han ikke næsten en romersk Scurra, naar han
siger: «Af denne Hr. Dompap skal jeg faa
Stof til at holde Prins Henrik i en Latter,
saa-længe som sex nye Moder vare — o, en Løgn
i Forening med en lille Ed, og en Spøg i
Forening med et alvorligt Ansigt kan udrette Meget
hos en Knøs, der endnu ikke har Rygværk.»
Som den anden er han en Pralhans over alle
Pralhanse, en Løgner over alle Løgnere og
yderst foretagende overfor det smukke Kjøn.
Kaster man Blikket fra Oldtidens Theatre til
den nyere Tids, frembyder Sammenligningen sig
med det spanske Theaters lystige Person, den
saakaldte Gracioso. Ja egentlig er det kun om
dette Theater at her sammenlignelsesvis kan
være Tale. Thi ikke i noget af Moliéres
Stykker, i intet af Holbergs og som det ligger
i Ordet: i ingen italiensk Maske komedie findes
Noget, der i mindste Maade minder om Falstaff.
Parodien er et Element i Alt, hvad der er
komisk. Kontrasten imellem det Pathetiske og dets
Vrangside er en af de Kontraster, som behage
mest. Antiken vovede sig kun i Tragiekomedien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
