Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Heiberg: De Uadskillelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er ved sit Forhold til Moderen, der udpl^prer
Alt, nødvendigvis bleven endnu langt mere
erfaren og raffineret. For at hæve Figuren ud
fra denne Baggrund er den saa udstyret med
en barnlig skjelmsk Undseelighed, en jomfruelig
Blyhed, der endnu mere fremhæves af den yderst
vovede Situation, hvori hun af Digteren sættes,
og af de mange overmaade delikate og
tvetydige Spørgsmaal, hvortil denne giver Anledning.
Karoline i «De Uadskillelige* er maaske den mest
vellykkede af dem alle. Hun har daglig altfor
mange gode og store Exempler paa Forlovelse for
Øje til at hun ikke skulde følge Dydens rette Vej.
Hvis hun som Trine skulde examineres i
Menneskets Pligter mod sig selv, vilde hun sikkert
regne det at forlove sig med til «at gjøre Alt,
hvad som tjener til Selvopholdelsen». Men er
dette givet, saa maa der til Gjengjadd,
eftersom Mønsterparret, Løjtnanten og Henriette,
ikke kraftigt nok opviser det Forjaskede i de
Uadskilleliges Følelse, det Luntende i deres
Vanetrav hen ad Livets Landevej, over Karoline
og hendes ungdommelige Elsker være udbredt
en saadan Renhed, Friskhed og Munterhed, en
saa indtagende Kjækhed, at disse to Skikkelser
med Poesiens kun for Tilskueren synlige
Guldglorier om deres Hoved, synes at tilhøre en hel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
