Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Hostrup: Gjenboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er Alting sagt, talt. Hvorledes bære vi os ad,
naar vi tale? Vi vide neppe selv, hvordan vi
hjælpe os, hvorledes Nøden bryder alle Love.
Vi løfte pludselig, sænke pludselig Stemmen,
knække Sætningen over og anvende alle Midler
til at fremhæve det afgjørende Ord. Saaledes
tale Hostrups Personer. Skribenten vover tidt
ikke at hensætte det nøgne, det egentlige,
bizarre Ord, der maaske hverken findes i
Lexi-kon eller Grammatik, men kun paa Læberne.
Det vover Hostrup. Heri er han beslægtet med
Andersen, der i sine Eventyr skriver
Grammatik og Syntax sønder og sammen, afbryder og
gjentager — netop som man taler. Intet er i
hans Lystspil saa ypperligt som Diktionen. Det
er et Vidunder, som han véd, hvorledes alle
Mennesker tale. Naar man betænker, hvor faa
enkelte Træk hans Erindring kan opbevare som
erfarede og selvoplevede, saa falder man i
Forbavselse over den Konstruktions- eller
Anelses-Evne, den Divination, som han maa have for
at kunne skrive, som han skriver, for at kunne
finde Udtrykket saa betegnende og sandt,
at ikke blot Erfaringen stadfæster hans
Gjæt-ning, men selv den, der paa et eller andet Punkt
ingen Erfaring har gjort, føler, at saaledes maa
det være. Hvorfra véd Hostrup, at en
Skræder-svend som Peter Ravn vil sige Baroninder og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
