Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karakteristiker - H. C. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
elsker dernæst Barnet, fordi han kan skildre det,
ikke saa meget direkte psykologisk i
Romanform — han er overhovedet ikke direkte
Psykolog — som indirekte ved med et Spring at
sætte sig ind i Barnets Verden og lade, som
om der slet ingen anden var. Meget uretfærdig
var derfor Kierkegaards Dom om Andersen, at
han ikke var istand til at skildre Børn. Men
naar Kierkegaard, der iøvrigt som literær
Kritiker med overordentlige Fortrin forbinder store
Mangler (især paa historisk Overblik) i denne
Anledning bemærker, at Andersen i sin Roman
bestandig skildrer Barnet «ved et Andet», da er
dette sandt ; det ophører at være det i samme
Øjeblik han i Eventyret sætter sig paa Barnets
Standpunkt og ikke véd af noget «andet». Som
handlende og talende indfører Andersen sjældnere
Barnet i sine Eventyr. Oftest har han gjort
det i den smukke lille Samling «Billedbog uden
Billeder», hvor han mere end nogensteds ellers
virker ved at lade Barnet udtale sig méd dets
Naturs hele Naivetet: Der er i saadanne korte,
naive Udsagn af et Barn, som de der anførte,
noget overordentligt Morsomt og Gottende.
Enhver har den Art Anekdoter at fortælle. Jeg
husker, hvorledes jeg engang førte en lille Pige
ind at høre Tyrolersangere. Hun hørte paa dem
med Opmærksomhed. Da vi kort efter spad-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
