Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50 Tredie Tidsrum.
Stilling. Nu gjentog Honorius IV sin Formands Begjcering om hiint
Forbuds Ophcevelse og udncevnte tillige under Iste November 1285
sin Kapellan Huguitio til Overindsamler af Pavetienden i de tre
nordiske Riger og meddeelte ham Fuldmagt til at banscette alle dem,
isar Geistlige, som lagde ham Hindringer i Veien i hans Hverv ’).
Huguitios Sendelse var aabenbare fortrinsviis rettet paa Norge, og
han kom did i 1286. For Kong Erik og dennes Raadgivere synes
den hele Sag angaaende Pavetienden at have varet af underordnet
Betydning, da det ikke lcenger gjaldt om at benytte den som et Tvangs
middel mod Geistligheden og den romerske Stol. Nu da den norske
Geistlighed var ydmpget, og Paven viste en forsonlig Stemning, var
der ikke meer nogen Grund til at forholde ham en Indtcegt, som ve
sentlig og ncermest gik af den norske Kirkes egen Kasse. Huguitio og
den norske Styrelse kom derfor, som det lader, let og hastig til Enig
hed. De allerede indsamlede Penge forsendtes til Florents, og Ind
drivelsen af det Tilbagestaaende paaskyndedes. Den hele Sum, som i
denne Tiende udgik fra Norge, stal have udgjort 2314 Mark reent
Selv. Huguitio opholdt sig i lcengere Tid i Norge, og maa uden
tvivl have staaet sig godt med Kongen, da man sinder, at denne senere
benyttede ham i sine Underhandlinger med fremmede Magter 2).
Under den nu raadende Stemning, da den norske Geistlighed var
forknyt over sit Nederlag, Kongedommet maadeholdende i Benyttelsen
af sin Seier, og Paven endelig ligegyldig for den norske Kirkes hsiere
Fordele, naar han blot fik sine Pengekrav opfyldte, — kunde en Ord
ning af Kirkens forstyrrede Anliggender, og denne Gang til Gunst
for Kongedommet, ikke lcenger synes saa vanskelig. Men dertil ud
fordredes nodvendig, at det norske Erkescede atter blev besat, for at
nemlig de Bestemmelser Kirken vedkommende, hvorom den verdslige
og geistlige Magt enedes, kunde erholde et fuldkommen lovligt Prceg.
Heri viste sig imidlertid en Knude, som ikke var saa let at lose. En
Erkebiskop, der kunde finde Gunst for begge Partiers Vme, og hvem
man fra begge Sider tiltroede Klogffab og Kraft nok til at Me sig
i de ncervcerende vanskelige Omstcendigheder, og til at bringe Kirkens
Tarv i Samklang med Kongedsmmets og Lcegfolkets Fordringer, —
en saadan Erkebiskop var ikke strar at opdrive. Mange hsiere Prce
later fandtes der vel heller ikke i Norge, som med de ncermest forud
gaaende Vegivenheder for Vie kunde fole Lyst og Kald til at trcede i
den norske Kirkes Spidse.
Fsrst valgte Nidaros’s Kapitel i 1284, efterat Erkestolen havde
staaet ledig i henved to Aar, eenstemmigen Biskop Nar ve af Bergen.
’) N. Dipl. I. 67—74. ’) Suhm D. H. x. 842—845, 903, 904, 91«,
949; XI. 100, 129.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
