Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En finsk kristendomstype av pastor Jens Otterbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
ogsaa idag er en mængde av dem — gode og mindre
gode — men de fleste særdeles dygtige og trofaste mænd,
som nok kan være haarde og kantede og stridige paa
mange maater, men som ogsaa er offervillige, kjærlige og
ærlige for Gud.
Den som overtok ledelsen efter Læstadius død, var
Johan Raatamaa.
Han nød stor anseelse like til sin død.
Han var født i Karesuando. Hans far var en paa-
lidelig, karakterfast mand. Hans mor var kristen. Og
hendes alvorlige ord til gutten om livet, døden og dom-
men grep dypt ind i hans sind.
Under en sygdom i 16-aarsalderen fik han stor angst
for sine synder, og intet ord fra Gud kunde trøste ham.
Han blev konfirmert av Læstadius (1829) og avla et fuld-
stændig skriftemaal for ham, men heller ikke det hjalp.
Han begyndte at søke trøst i flasken.
Men ved den store vækkelse i 1845 var han en av
de første som kom til klarhet, og fra den tid av var hans
liv ofret kristendommens sak i Finmarken. Han præket,
han underviste andre prædikanter, reiste for at forlike
trætter mellem brødre og holdt vennene sammen i inå-
byrdes kjærlighet.
Han sier selv herom:
«Ikke er jeg nogen bedre kristen end andre, men
tvertimot. Jeg er den ældste av eder alle og trænger
mest naade. Men de kristne elsker mig som kristen, og
derfor pleier de at tilkalde mig for at forlike opkomne
stridigheter.»
Paa ham passet det ord: «Salige er de fredstiftende,
ti de skal kaldes Guds barn.»
En anden som hadde stor anseelse som fader i Kri-
stus, var Johan Rautio fra Finland.
I 20-aarsalderen var han en vild ungdom, som over
for læstadianerne erklærte at han ikke vilde tigge men-
nesker om naade, om han saa «skulde brænde i femti
helveder».
Men da saa en av hans syndekamerater blev vakt,
følte han sig forpligtet til at gjepdrive denne vildfarelse.
Og for at klare det, avla han en hyklet syndsbekjendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
