Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
Rendalen rugged i Vei med Brillerne på
Skakke — noget hun i den senere Tid havde
lagt sig til. — Smånynnende med en umusi-
kalsk Røst, var det som at møde et Hølæs om
Høsten, — det duftede friskt imod én langt
borte fra — og man gik gjerne tilside for en
så mægtig, nyttig, tætpakket Gjenstand*.
Ibsen har i ,Gjengangere* og Bjørnson i
,det flagger* behandlet Arvelighedsspørgs-
maalet.
Men hvilket Forskjel i Behandling og Livs-
syn.
Ibsen ser det som den sorteste Tragedie!
Solen, Solen — er det sindsyge Skrig,
som den døende Osvald udstøder tilslut i ,Gen-
gangere.” Og vi som ser det, spør bævende
os selv, om det er muligt, at Solen mere kan
skinne over så megen menneskelig Elendighed?
Bjørnson ved, at det er muligt. Han lar
Solen skinne, — tråds det dybe Alvor — det
tragiske Motiv. — Han løser til Slut ’op for
Latteren! I en Bryllupsscene — som ikke
blir nogen Bryllupsscene — mens Flaggene
smelder i Luften, og Kanonerne dundrer på
Havnen, lar han Latteren løses og rulle ind
over Byen. For et Humør, for en Friskhed!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
