Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
gamle Mestere forstod det. Forstod at benytte
Naturens Evne til sjælelig Karakteristik.
Vor Tids Mestere har taget Arven op.
Hvem kan tænke på Ibsens Fru Alving uden
i Forbindelse med det endeløse sørgelige Regn-
veir, der strømmer håbløst ned Dag efter Dag
— uden en Solstråle! Det hører aldrig op
at strømme — Tårer, Tårer fra Naturens
Hjerte, over denne Kvindes ødelagte Livs-
glæde.
Strax vi træder ind i Daglannet, lyser Våren
imod os — det dufter af Hæg og Bjerkeløv,
det strømmer af yre Bækker — der er et Sus
og et Brus i Luften af Kræfter, som kjæmper
og arbeider — og Kvinderne ér som Naturen
— prægede af dens Sundhed og Styrke —
unge, modige — fyldte af Kjærlighed til Livet
og Naturen, som præger dem.
Og Magnhild — knuget af Indestængt-
heden — magtstjålet af Stilhed og Præste-
gårdsgodhed -— viljeløs og træt af Fjeldenes
Skygger, indtil en Dag Hjulene går istykker
under Vognen, hun kjører i — og hun triller
i Grøften — et umådeligt Held for hende og
alle, som ikke på anden Måde vil lære at stå
Kvinderne i Bjørnsons Digtning. 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
