Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
Ja lige fast, hvorfor da troe den Ven,
Som klager an, og Vennen ci, som klages«2
Og dog, hvad har man i sin Tid ei seet,
Som gjøre kan det Usandsynlige
Selv rimeligt til saadan Tid? Min Fader,
Som, tilmed Kronen, den jeg arvet har,
En anden ejed’, der i Glands min egen
Langt overtraf, blev og forladt af dem,
Han elsked’ meest: —— hans Kandsler, hvilken han
Fra Intet havde hævet, ham forlod,
Da Lykkens Stjerne fjerned’ sig frahansz
Hvo skulde have troet det om ham da?
Et mere ærligt Ansigt aldrig faaes,
Hvo skulde have troet det om Peter?
Hvorfor da ei det troe om Lancia·?
Nei, aldrig jeg det glemmer! aldrig nei!
Jeg stod ved Sengen, hvori Fader hviled-,
Da bort man førte ham, den gamle Kandslekz
Og Fader lukked’ Øjnene, at see
Han taaled ei den Ben, som havde svigtet,
Thi Straffen var da sikkert bleven mildnetz
Han førtes ud, da hørtes Tummel først,
Derpaa et Skrig, der skar i Hjertet mig
Som Knive; Bodlen styrtet ind, forvildet,
Og meldte Og, at Peter havde« løs
Sig revet netop, havde Hov’det knust
Mod Væggens Steen, og at han nu laae blodig
I Livets sidste,"ubevidste Drag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
