Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Menforgieves Længsleii stiger,
Og forgjeves Onstet higer,
Gjenklang sinder jeg dog ei,
Haabet synker i et Nei.
Men saa langt fra, at min mørke Stemning blev let-
tet ved denne Sang, blev den tvertimod endnu mor-
kere, thi saavel Harpespilleren som hans Ovad gave
mig Anledning til at bringe de Betragtninger i An-
vendelse, som kort Tid tidligere vare opstaaede hos mig.
Denne Olding, paa hvilke gyldne Drømme havde ikke
hans Ungdom sandsynligviis vugget sig? Han havde
valgt Harmonien til sin Gudinde, og mod hendes Tem-
pel, som hviler marmorhvidt hist høit oppe i Solens
Guld paa det lovlige Fjeldknaee, vandrede han ufor-
trødent: han haabede med Tiden at naae derhen, hvor
ikkun de faa Udvalgte forsamle sig; han haabede, at
Gudinden selv skulde føre ham ved Haanden ind i
Helligdommen, medens Folket, som stod paa Templets
Trin, tilkastede ham Krandse og Guld, og tilraabte
hant berusende Bifald; — og inde i Templet, hvad
haabede han ikke at sinde der? sin egen hulde Drøm,
sin Skjønhedsblomst, som var spiret af hans eget Hjer-
te, og som han vilde tage med sig til sit stille Hjem,
og pleie med kjærlig Haand. Saaledes hviskede hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
