Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Venskabskys
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
Junkren åbner dig skæggets lusereder,
Her dig favner en væver, hist en skrædder
Her en skomager, der har kyst sit læder,
Hist en liderlig bror, hvis øje græder, ....
O, min ven! hvilke rene gensynsglæder!
Man kyssedes, når man mødtes, både morgen og
aften, og på enhver årstid, både forår og efterår,
både sommer og vinter. Særlig vinterkyssene synes
at have kunnet være højst übehagelige, og Martial
påtaler dem i de stærkeste udtryk i verset til Linus:
Skønt decemberens is har alting stivnet,
Dog dn nænner endda med dine iskys
Grumt at stanse hveranden, som du møder,
Ja bekysse liver mand, der bor i byen,
Om endogså du fik en banket trøje,
Ej du hævne dig kan med en større grumhed.
Midt i vinterens kuld’ må seiv min kone,
Samt den smigrende tøs mig aldrig kysse.
Du — du kysser nok smukt, samt mere smagfuldt!
Jo jeg takker for mig; fra hundesnuden
Hænger isen så gul, og skægget stritter.
Skam dig altså engang, og vær fornuftig!
Vinterkyssene, ven! lad dem kun fare,
Sæt dem endelig op til våren kommer.
At Martials epigrammer skildrer de virkelige for
hold uden nogen særlig overdrivelse, synes bl. a. at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
