Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
ladset og stod der, hojt over den vide, vide Verden
med flagrende Haar, medens de rode Tcepper gled
tilside og bafledes as den stcerke Blcest.
„ I det mindste et Kvarter forsilde", sagde Har-
ris med en fortrydelig Stemme, „Solen er oppe
over Horizonten."
„Hvad gjor det?" sagde jeg, „det er et hojst
prcegtigt Skue, og vi ville i hvert Fald se den be-
sorge Resten af Opgangen."
Et Ojeblik efter vare vi fuldstændig fortabte af
det vidunderlige Skue foran os og ligegyldige for
alt Andet. Solens store, skyomgivne Skive stod
netop lige over en uendelig Mcengde hvide Toppe
— eller saa at sige — et bolgeformigt Kaos af
sammenklumpede Bjergkupler og Spir, der vare
iklcedte den uforgængelige Sne, og som ombolgedes
med opalagtig Glands af skiftende prcegtige Farver,
medens straaleformige Striber af Diamantstov skod
frem igjennem Rifter af den sorte Skybunke oven-
over Zenith. Den lavere Verdens kloftede Dale
vare oversvommede med en farvet Taage, som til-
florede Ujævnhederne i deres Kloster og Revner og
forrevne Skove, og forvandlede hele den uhyggelige
Egn til et rigt sandseligt Paradis.
Vi kunde ikke tale, vi kunde nceppe aande. Vi
kunde kun stirre i drukken Extase og nyde den.
Pludselig raabte Harris:
„Hvad — i Alverden! Den gaar ned!"
Det forholdt sig rigtigt. Vi vare gaaede glip
af Tudningen i Hornet om Morgenen og havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
