Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULV
95
der nu om Dagene, siden de er begyndt at hugge
saa langt paa Fjeldene.
Men den Tid kom der aldrig Huggere der. Saa
var det, at det gik saadan med os, at vi kom ud paa
dette Stupet, og før vi sanste det, ramlede jeg udfor.
Slippe Lammet vilde jeg ikke. Det holdt jeg saa
fast i, som det var mit eget Liv.
Men Skrubben slåp sandelig, den, kan du tænke
dig. Hun likte nok ikke Akebakken.
Saa trulte vi da nedover, Lammet og" jeg. Det gik
Kant i Kant, og tilslut kom vi da til Endes med Kleiven.
- Men det rareste er, at vi var lige gode, baae to. —
Lammet havde jo mistet lidt Uld, ved du, der
Skrubben havde Tænderne sine, men andet feilte det
aldeles ikke. —
Er saa ikke det forunderligt, at saadan en ikke
er mere ræd for at bære sig slig midt for Ansigtet
paa et Menneske da?»
Længe udover Aftenen sidder vi endnu sammen,
smaapassiarer og stirrer ind i Ilden. Da bryder de
op, den ene med den anden.
Som de gaar ned ad Bakken, mindes vi leende
Ulveflokken, Føreren forrest, og alle de andre trædende
i hans Spor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
