Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FØRSTE SNE
167
Naar Bjørnen hører Hvinet af Hugget og ser det
lange Blad blinke i Skogskumringen, trækker den sig
altid lidt tilbage, men prøver straks efter igjen, snart
fra den ene, snart fra den anden Side.
Jon maa følge efter, og saadan gaar da Dansen
i Skogen.
Vor Ven var, som sagt, i sine bedste Aar og
arbeidsvant, og da han nu tilmed var blevet sint, liar
det nok været drabelige Hug, han har sendt efter sin
raggede Modstander.
Det har neppe heller været Kjælenavne, han har
givet den.
- Agte dig nu, Styggingen ! — Tju !
Din Merraflaaer!
— Fillefanten du er! — Tju !
Men Bjørnen holder ud. Den gjengjælder
Skjelds-ord med grinende Rovdyrtænder og venter bare, at
Jon skal blive træt, saa skal nok «Smukke» blive
dens.
Det blev en lang Nat for Jon.
Da det endelig lysnede af Dagen over Skogtoppene,
stod han der endda og svang sit frygtelige Vaaben,
men da var det næsten sansesløst.
Stadig er Bjørnen ved Haanden, bare Ljaaen
synker det mindste Gran.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
