Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FØRSTE SNE 175
«Du faar leve vel,» vil han sige, «og Frua, ho
Inger, ogsaa.» —
Leve vel — takke og — hilse — baade —
Mere pleier det ikke at blive til, for da vil den
Gamle bryde helt sammen, og stride som Hagl i
April vil Taarerne hoppe og springe fra de tomme,
tomme Øienhuler.
Da vil det ogsaa være forbi for hans gamle, trofaste
Fælle, og da bliver det bedst at skynde sig i Vognen.
Saa tungt bliver det og tungere for hver Gang.
Altid sterkere gaar Afskedssorgens Bølger i de
gamle Hjerter. Den Afsked rykker jo ogsaa for hver
Gang nærmere, som bliver den sidste.
I kjære Gamle.
I tyve Aar snart har jeg set eder stelle her.
Bare seige Fururødder stod tæt over Bakken, da I
begyndte at rydde.
Nu er Husmandspladsen min en af de mest
velstelte i Dalen og — du er blind. — — Ser aldrig
mere Fjeldene blaane. —
— Ikke Skogens Herlighed —
— Ikke —
Stridt har du din Tid. Tag nu Hvilen, Vorherre
tvang dig til. For havde jeg nu her indenfor
Tommerbommene de tusende Tylvter, som du har hugget. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
