Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
og morke, tunge, Livets sidste Dage. —
Da Fredens Engel kom, ham liilsed’ blid,
tog Barnet atter paa de hulde Arme,
indvugged’ ham i sod og salig Blund,
og lagde ham i Jesu Naades Arme.
Og Gud skee Tak! nu blev det lvst igjen,
frie er hans Aand, hans Kreds ei mere trang,
ei svag hans Evne, mat ei meer hans öie,
hans Fod ei træt, ei mere tung hans Gang,
hans Levelyst ei qvalt af Livets Moie.
Hviil Stov i Fred ! Den herliggjorte Aand
sin Arveret hos Gud skal evig nyde;
en Taare vi paa Fængslets brudte Baand
til Venskabs Minde vil med Vemod vde.
Slægten paa inors-siden har interesseret
digteren meget; thi gjennem den stammede
han fra familien Heiberg. Denne interesse
har han givet udtryk i de kjendte vers,
lian sendte Johan Ludvig Heiberg med
«Norges dæmring».
Min Mo’r er Datter af en Cammermeyer,
og han var gift med Deres Faders Tante;
og tro mig, blandt Kognaterne, jeg eier,
er denne Dame mig den mest pikante.
Jeg venter, at De Tankegangen gjetter:
Hun gjor Dem efter Kjødet til min Fætter.
O, gid De fandt, naar her De bruger Sonden,
biot nogle Glimt af Fætterskab i Aanden!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
