Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
indre fylde de aller almindeligste blomster
og forsiringer. Og hvad virker mere
nedstemmende end «disse afmattede Essentser,
hvoraf kun den pralende Paaskrift er
tilbage»?
Det var en varm tilbeder af det
plastiske skønhedsideal, som saa sig rundt
i vort fædreland. Kunsten maa skjænke
den klare, kvægende beskuelse; dens væsen
er en stræben mod skjønne former, delenes
fuldkomne harmoni. Spørger man, «hvad
der giver Kunstværket denne underbare
usvækkede Kraft, denne Triumph over dets
endelige Oprindelse, da vil man finde, at
det er dets indre Harmonie, dets fuldkomne
Afsluttethed i sig selv, med eet Ord dets
Selvstændighed som Frembringelse.»*
Og til denne digtets «høiere plastik»
slutter sig som «den sidste politur» metrum,
vers-arter, rim o. s. v. Versifikationen i sin
fuldendelse har en henrivende virkning.
«Det ligger i Kunstens Higen mod
Skjønheds-Idealet, at den ikke kan hvile, før dette
er gjennemført og udtalt i Fremstillingens
yderste Grændser. Det er den ikke nok,
at Tonen hæver sig over Prosa-Livets
almindelige Tale; den fordrer en ydre Rhytmus
* Vidar, 26. august 1832.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
