Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
133
Kunstens dybeste grund er ganske rigtig
instinktartet; men kunstneren kan ikke blive
staaende lier. Han vilde da netop være
ufri; han vilde ikke mestre det stof, som
træder ham imøde. Dette maa overvindes
slig, at det hemmende, stofartede, dunkle
svinder; stoffet skal gjennemlyses af aand.
Det er da blevet bærer af kunstnerens
tanke, og det falder ikke fra hverandre i
døde, sondrede masser; hver de! tjener det
hele, det totale. Men denne opløsende og
lutrende evne, som udgjør geniets væsen,
og som ikke anser sin virken endt, «førend
Materien er helt beaandet og Et med Ideen,
som Rose og Duft», udvikles kun gjennem
studium og en harmonisk uddannelse.
Herved naaes «et Slags høiere Instinkt, det vil
sige en indre Infallibilitet, der leder
Kunstneren sikkert mod Maalet for hans Stræben,
og gjør ham det umuligt at synke ned til
Raahed og Ubændighed. Fra dette
Standpunkt tør Digteren tale om sin Frihed,
om sin Høihed over Regel-Tvang og
smaa-lige Skranker.»
Denne virkelige frihed har Wergeland
aldrig naaet; det stofartede træder frem som
«afsondrede, vilkaarligt arbeidende Masser».
Frihedens aand er ikke indblæst i materialet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
