Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
klarhed, ingen ren menneskelighed. «Fast
overalt aabenbarer sig et af de vildeste
Lidenskaber sønderrevet Indre, en
lænkebunden Trods, der vrider sig i sin Afmagt.»
Intet under, at «denne forulykkede
Individualitet» ofte røber sig ved «grændseløs
Frækhed og Uterlighed». Her er intet at
vente for den, som elsker «Digtekunstens
Kydskhed og Renhed».
Denne Welhavens kritik staar for os
som et stort misgreb. Men vi forstaar, at
han med sit skønhedsideal kunde blive saa
uretfærdig mod en, som gik til den
modsatte yderlighed. Det er let at se det store
i Wergelands ungdomsdigte, naar det først
er gaaet op for en, at man her staar
ligeoverfor et geni. Men førend dette er blevet
klart, stødes man ofte af ting, som netop
senere blir bud om, at det største kan
ventes her. Ogsaa feilene er interessante,
naar vi er vis paa, at et geni arbeider sig
frem gjennem dem. Der er meget i disse
digte, som ikke alene ligger paa grænsen
af karikaturen, men langt overskrider denne
grænse, og man kan nok forstaa, at en
kunde forse sig paa dette.
I det foregaaende er nærmest tænkt
paa Welhavens kritik af Wergelands
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
