Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Welhaven siger selv, at alle retsindige
iagttagere har set den dybe vemodighed,
som danner grundtonen i hans digt. Det
er vist saa, at de, som delte hans syn paa
de norske forhold, har gjort dette. Og hans
venner havde naturligvis øie for det sterkt
personlige i digtet. Saaledes skriver Albert
Sagen, overlærerens søn, som da han var
i Kristiania havde været meget sammen
med Welhaven, til ham et aars tid, efterat
Dæmringen var udkommen: «For Deres
Dæmring har jeg endnu ikke takket Dem,
og hvorledes skal jeg takke Dem for dette
herlige, underskjønne Digt. Nei, jeg siger
tusinde og atter tusinde Gange, og er
over-beviist derom, at dets geniale, talentfulde
Forfatter
«Ei skal ned igjen med Vingen stækket,
for i en Sump, og mellem Padde-Qvækket,
at drage ubegrædt sit sidste Suk.»
Hvorledes disse Ord har rørt mig, kan jeg
ikke sige Dem, jeg tænkte paa Dem, og paa
hvorledes De miskjendtes; jeg tænkte paa,
om virkelig Norge vilde være saa henrevet af
blind egoistisk Fanatisme, at det vilde lade
den sidste, den rørende, den dybeste Vemod
opvækkende Linie i dette Vers, gaae i Opfyl-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
