Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Orla Lehmann, som anmeldte digtet i
et dansk tidsskrift * og satte det meget høit,
idet han holdt verket for «et af de
betydningsfuldeste, vor nordiske Literatur i den senere
Tid har frembragt», finder ensidighed og
overdrivelse i det, men undskylder dette med, at det
ligger i et sligt digts natur at overdrive. Han
taler om forfatterens uklare beundring for den
gamle hedenske tid og om det vage
skyggerids, han gir af fremtidens Norge, og mener,
«at Oldtid og Fremtid for ham kun ere den
mystisk-dunkle Grund, hvorpaa hans
kraftige Pensel har malet en aandrig Karrikatur
af Tidens Daarskab». Med rette dadler
Lehmann, at den forklarede aandighed, som
skal blive fremtidens, «ikke danner den rette,
virkelige Modsætning til de meget concrete
og virkelige Feil, Digteren revser hos sin
Samtid og sit Folk».
Welhavens skjeldende kraftord har en
altfor tyk realitet, og netop derfor blir den
idealitet, som ligger bag al kritiken, altfor
luftig. Han er vistnok meget fornærmet
over den kritiske jammerlighed, som har
fundet ud, at han vil gjøre folket til lutter
poeter **, og siger, at han har «trods nogen
* Dansk Literatur-Tidend e for Aaret 1835.
•• II, s. 220.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
