Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
241
For dem, som alene havde havt blikkel
rettet op mod Wergelands freidighed med
dens sterke trang til at gaa ud i alle
omgivelser, til at brede armene ud mod natur
og liv, kunde nok Welhavens dæmpede tone
og tilbagetrukne holdning tage sig ud
næsten som livstræthed. Selv Blom, som havde
en videre æsthetisk dannelse, siger: «Den
dvbe melancholske Grundtone, der er
indpræget i Alt, hvad Heines rastløse Phantasie
har foregjøglet ham, er hos Welhaven
parodieret til den meest upoetiske og
væmmelige Livslede.»*
Dette er en sterk overdrivelse. Men det
maa mindes, at den positive side af
Welhavens livsanskuelse ingenlunde i hans første
digtsamling træder frem med den klarhed
som i hans senere digte. Hans syn hviler
ofte paa det, som brister i livet, ikke saa
afgjort som senere paa det, som heler
bruddet. Heine satte han paa denne tid
overordentlig høit, og Buch der Lieder hørte
altid til hans yndlingsbøger. Heines skarpe
kritik forenet med den dybe poetiske sans
maatte jo tiltale Welhaven. Og maaske var
der i Welhavens mundtlige tale endnu mere,
* H. O. Blom: Upartisk Betragtning af vor Litteratur.
Christiania, 1840, s. 56.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
