Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
275
Hun legede rned Blomsten paa sit Bryst;
hun stod som om liun lytted til hans Røst,
og Blikket sænked sig saa let, saa omt,
som om dets Ild kun dæmpet var paa Skrømt.
Hans Arm var udrakt. villig til et Favn,
hans Læbe aaben til et deiligt Navn,
hans Hoved mildt mod hendes Skulder boiet;
Savn og Forventning brændte ham i Øiet.
Et sligt lysglimt over vaarlig ynde griber
netop kunsten og holder det fast, og
derfor priser han den. Saa heder det videre:
O, sporg ei Rosen om dens Levnetsløb!
I næste Nu gaar Trylleriet bort,
og Sommerfuglen er der inden kort,
og danner Bladet til en Larves Svob.
Tænk heller paa det hede Sværmeri,
der i et Nu har vundet Livets Smykke,
og onsker sig i La’net af sin Lykke
endnu et Held: at kunne do deri, —
do, før den bitre Skuffelse er vakt,
og Tiden kommer med sin lunkne Lindring,
og Vintren kommer med sin strenge Magt,
og med en blegnet, kummerlig Erindring.
I sin skildring af La Morgue i
skitserne fra Frankrig indflettede Welhaven et
lidet digt, som han senere tog ud og satte
for sig selv. Han ser liget af en ung kvinde,
som er trukket op af Seinen, og sterkt gre-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
