Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277
er ikke alene fra synet af den franske kvinde,
digtet har sin tristhed; det fører tungsind
med fra hans eget liv. Det haabløse, mørke
i digtet er saa personlig følt, at det er traadt
ud af de lyse reise-minder. I sin tungeste
tid havde han jo selv ikke været istand til
at klage sin nød.*
At Welhaven trivedes vei i Paris, viser
sig ogsaa derved, at han havde meget
vanskeligt for at rive sig løs fra byen. Da
tiden for opholdet var omme, og de to
venner efter reiseplanen skulde drage videre
gjennem Elsass til Sydtyskland, vilde
Welhaven ikke forlade Paris, og enden blev, at
Ebbell maatte drage afsted alene, og saa
skulde den anden igjen støde til ham i en
sydtysk by. Ebbell indtraf paa mødestedet
til aftalt tid; men Welhaven udeblev dag
efter dag, og Ebbell syntes tilslut, at nu
maatte han reise hjemover; han havde
heller intet brev faaet. Han pakker sin
kuffert og gaar til postgaarden; men netop,
som han er der, kommer postvognen fra
den franske grænse med Welhaven i.
Glæden over gjensynet var stor, men kanske
størst hos Welhaven; hans pung var næsten
tom.
* Se brevet til Johan Dahl, s. 155.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
