Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,381
I begyndelsen af aaret 1840 udtaler
Jørgen Moe, at neppe nogen vil negte, at
den norske digtekunst staar meget lavt,
hvis man gaar ud fra «den Hovedfordring
til et Lands Skønliteratur, at den i rene,
lutrede Billeder skal afspeile Folkets Liv,
saaledes som dette efter fysiske og historiske
Betingelser er til».* Vi har hos os det
særsyn, at kunstpoesien er rent skilt fra
folkepoesien, saaledes som denne især træder
frem i eventyr og sagn. Men endnu mindre
end folkets liv har den norske fjeldnatur
fundet «et Gemyt, der var aabent for den
og forenet med en Aand, der formaaede at
befrie dens Poesi fra Forsteningen, hvori
den ligger tryllebunden». Men med
hensyn til skildringen af landets natur liar han
«et freidigt Haab til Hr. Welhaven, et Haab
tiere af hans Digte have ikke alene vakt,
men for mig endog for en Deel fyldestgjort».
Han ved, det er et frygteligt kjætteri at
udtale dette, men det maa dog ud!
Det, som bar den hele nationale
retning, var en dyb begeistring for den norske
natur. Det var landet i hele sin vidde, som
blev taget ind i undrende, følsomme sind.
* Samling af Sange, Folkeviser og Stev i norske
Almuedialekter, s. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
