Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,389
Welhaven har jo ogsaa selv altid
fremhævet det norske aandslivs sammenhæng
med det danske. «Ja, selv vor Glands fra
Saga-Oldet, i hvis Betragtning vi mere og
mere søge Forklarelse og Selv-Erkjendelse,
den fremsteg af vort Samliv med de Danske.
Ikke over Fjeldtinden, men over det låve
Agerland gjenoprandt fra Dybet denne Glands,
og Slettens Mænd hilsede den først, hilsede
den ogsaa som deres Dagning.» Saa heder
det i en af hans taler for Norden.*
Som Oehlenschlägers digt paa samme
tid var en klage og et blink, som varslede
om lysets straalende frembrud, saa glimtede
ogsaa haabet i Welhavens digt. Hans første
samling af romancer slutter fuldt af haab
med Det fredede træ. Som der i den
stille dal værnes om den stolte birk, som
breder sine friske, myge grene over
kjæm-pens grav og fører sine sterke rødder (lybt
ned til hans leie, saa skal Nordens folk
samles i a^refrvgt om de store minder, og
disse skal sende fornyelsens kraft til folkets
stamme. Den vesle Qorddals bønder, som
slaar kreds om den gamle birk med de lyse
skud, og glade raaber: «Saa stande du
* VI, s. 308.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
