Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,525
om Ewald endte med disse ord: «Hvilke
inæcenater var det, Ewald besang? Det var
den aandssvage Kristian 7, den rænkefulde
Juliane Marie og den stupide arveprins
Fredrik.»*
Det synspunkt, hvorfra Welhaven
seiden dansk-norske literaturs udvikling,
træder allerede klart frem i den blad-artikel,
han skrev som indbydelse til sine første
forelæsninger, vaaren 1837.** Literaturen
er folkets liv i blomst; det er det aandige
i stammen, som slaar ud i farvepragt. Men
der er ogsaa tider, hvor det aandelige liv
glemmer sig, gjærer eller hviler. Slægtens
stamme er da omgivet af snylte-planter,
som gir den en skuffende blomstring. Naar
saa stammens liv igjen rører sig frit og
selvraadig, hænger de fremmede vekster
blege og visne. Men selv under slægtens
selvforglemmelse spirer undertiden blomster,
som fører stammens egne safter. En ægte
national digtning træder stundom frem med
* I den trykte afhandling lyder disse sætninger slig:
«Og hvilke Storheder havde han her at besynge!
Kong Christian den 7de, Enkedronning Juliane
og Arveprinds Frederik!» VIII, s. 300.
** Indbydelse til literatur-historiske forelæsninger.
Den Constitutionelle, den 8. april 1837. No. 98..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
