Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
0£> »
Welhaven sad under sangen og saa
ned og rettede af og til sine deilige, talende
øine op. Han sad der bleg i den klare
høstluft, aandiggjort som erindringen selv.
Dybt bevæget takkede han saa fra sin stol.
Derpaa hørte han en ny fædrelandssang af
Bjørnson, ogsaa med melodi af Grieg; saa
reiste han sig, takkede og smilte, medens
studenterne med blottede hoveder drog
forbi.
Særskilt skal nævnes en, som denne
dag bragte Welhaven sin hyldest. Det var
Camilla Collett. Fra en liden kreds af
kvinder, som alle havde staaet Welhaven nær,
bragte hun blomster, og havde skrevet en
stemningsfuld sonnet. Hun taler her i
tieres navn, men ordene kommer dybest
inde fra hendes egen sjæl. De to sidste
strofer lyder:
Og hvad af Hylding dybest, renest. Kvinde
dig bod helt fra din Banes Morgenskjær,
den stille Sympathi, der ingensinde
har svigtet paa dens urofulde Stade:
i samlet Fylde bringer vi den her.
svobt vemodsfuldt i Aarets sidste Blade. **
* l il .1. S. Welhaven. 12te Novbr. 18(>X. Skrifter
Bd. Vil. s. 165.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
